Opråb!!
Hvad vil Grønbjerg - Langelund med lokalrådet?!
Længe har lokalrådet i Grønbjerg - Langelund haft meget svært ved at tiltrække nye medlemmer.
Der er blevet afholdt kickoff dag med en Ok fin deltagelse, men der mangles hænder som vil tage et ansvar. Sidde med til møder. Være tovholdere mm.
Jo flere vi er, jo mindre arbejde pr medlem!
Nu sidder vi 4 personer tilbage i lokalrådet. En har trukket sig, En er sygemeldt og suppleanten er kaldt ind.
Det er alt for lidt og det tager motivationen fra os. Det skal gerne være hyggeligt og givende at hjælpe frivilligt og derfor skal der gså være nok til at løfte.
Til generalforsamlingen i maj 2024 fik vi kun med nød og næppe opstillet nok til at kunne danne lokalrådet. Og os 4 der sidder tilbage kan grundet familie og sygdom ikke yde nok til at årets arrangementer og de lokalpolitiske interesser kan imødekommes og varetages.
Derfor rækker vi nu ud efter jeres hjælp!
Det er blevet besluttet at året ud køres som allerede meldt ud - halloween, andebanko og Juletræsfest.
Dog har vi besluttet at Hallowen bliver et “hent selv arrangement” hvor vi ikke mødes, men der er fri afhentning af græskar til byens børn og andre kreative. (Mere bliver meldt ud)
Næste år skal der tages beslutning om hvad lokalrådet i fremtiden skal bruge deres kræfter på!
Vi opfordrer inderligt til at I overvejer om I kan og vil give en hånd med.
Vi opfordrer til at I melder tilbage til os og I evt kan prøve at få et indblik i vores arbejde. Komme med til et lokalrådsmøde, være med som medansvarlig til et arrangement eller lignende, der kan give jer indsigt og forhåbentlig lyst til at træde ind i lokalrådets arbejde.
Som I alle ved er Vejle kommunes politikere godt i gang med at afvikle Elkjær skolen - dette vil også i høj grad få indflydelse på hele området, på vores multihal, på vores mulighed for at tiltrække folk til vores lokale arrangementer osv.
Med Karlskov, Filskov og Blåhøj friskole liggende i baghaven - og kommuneskolen i Give - vil mange af børnene og dermed også forældrene fra vores område, blive trukket væk fra Grønbjerg Langelund. Der er derfor brug for at sadle om og tænke nyt! Og her har vi brug for flere hoveder og hænder. Vi har brug for nytænkning og gode ideer er mere end velkomne, for vi behøver ikke gøre som vi "plejer", vi er klar på at prøve noget nyt.
Henvend jer gerne personligt til en af os.
Med venlig hilsen
Lokalrådet