Aktiv dage 2016

2016 var ingen undtagelse, igen i år bød Grønbjerg-Langelund på masser af aktiviteter til ”Aktiv dagene”. Den lokale sportsfest blev i år afholdt fredag d. 26/8 og lørdag d. 27/8. Programmet var spækket med aktiviteter for en hver smag.

Pladsen åbnede fredag kl. 17.00, her var der lige fra start af masser af muligheder, her var bl.a. Tombola, Det muntre køkken, Ansigtsmaling, Tumlebane i hallen og kiosken havde åbent, og i år var der et helt nyt sortiment i kiosken. Hvis ikke nogle af disse tilbud kunne friste, så havde man også muligheden for, at stille sulten ved grillen, og slukke tørsten i baren.

Kl. 18.00 Startede fodboldturneringen, her kunne alle stille med et hold på fem spillere, og det var der fire voksenhold der havde gjort. I år gik sejren til Team Hermansen.

Samtidig med, at fodboldturneringen gik i gang, blev der åbnet op for Sandkasseguldet, her kunne børn op til 6. kl. grave efter guld (1 og 2 kr.) i skolens sandkasse, dette vækker år efter år, stor glæde blandt børnene, og ”guldet” de finder, bliver hurtigt omsat til lækkerier hos Kirsten i kiosken.

En af de gode ting ved vores hal er, at selv om der er tumlebane i den ene ende af hallen, så er der rigeligt plads til, at Bobturneringen kan afholdes i den anden ende. Her var der ni hold tilmeldt, det blev en lang og god turnering, og det endelige resultat blev en 3. plads til: Svend Moustgaard og Seier Brock, 2. plads til: Anna Helene Mølby og Tommy Sørensen, og 1. pladsen løb Uffe Kyster og Lone Kyster.

Resten af aftenen gik med socialt hygge og samvær, og kl. 22.00 lukkede pladsen ned for fredagen.

_____________

Lørdag morgen mødte rigtig mange op til morgenkaffe og morgenmad, 95 børn og voksne var tilmeldt til den store morgenbuffet med rundstykker, rugbrød, pålæg i mange afskygninger, frisk frugt o.m.a.

To ting var gennemgående for det meste af dagen, fra 10.00 – 14.00 var der nemlig gang i bagagerumsmarkedet på P-pladsen, her var der ca. 14 tilmeldte, så de handlende kunne finde gode loppefund og lokalt design af brugskunst. Samtidig havde Ringive spejderne gang i aktiviteter for børn og barnlige sjæle, der var der bl.a. mulighed for en tur i trætoppene og på jorden, kunne man fange flyvende flødeboller.

I år var der en ny ting på programmet, en opvisning af akrobatik på hesteryg, 6 piger, en træner og en hest fra Billund rideklub voltigeringshold havde taget turen til sportspladsen, og her imponerede de alle med deres gymnastik, adrætte spring op og ned af hesteryggen og samarbejdet mellem hest og gymnaster.

Efter voltigeringen var slut, kunne man prøve kræfter med bl.a. kroket og petanque, her var der flere garvede spillere, der var parate til, at lære fra sig.

Kl. 10.30 var det blevet tid til årets Dyst, Rundboldturneringen mellem de lokale områder, dysten der giver ”Håneretten” det næste års tid. Langelund var de forsvarende mestre, til stor ærgrelse for især Ulkind, som i år var ekstra opsatte på, at få vandrepokalen tilbage på reolen. De har været så opsatte på, at få den tilbage, at de fortalte de havde trænet til samtlige fødselsdage og sammenkomster de havde haft, så de var i god form.

I år var der fire hold tilmeldt, Langelund, Grønbjerg, Ulkind og Klink. Der blev spillet knald eller fald kampe, og derefter en taberfinale og en vinderfinale. De første to hold der mødtes var Grønbjerg-Langelund, her var det Grønbjerg der løb med sejren, så de forsvarende mestre måtte se sig slået allerede i første runde, og kunne konstatere at være havnet i taberfinalen.

Herefter mødtes Ulkind og Klink, og her måtte Klink sande, at Ulkinds træning igennem året må have gjort et eller andet godt for dem, for Klink måtte gå samme vej som Langelund.

Derved var der lagt op til, en taberfinale mellem Langelund og Klink, og Langelund måtte indse, at de fik lavet en ”Herfølge” Helt i top det ene år, for året efter at være helt i bunden. Klink løb med Bronzen. Vinderfinalen skulle stå mellem Grønbjerg og Ulkind, og Grønbjerg måtte, ligesom Klink, indse, at træning gør mestre, for i sidste ende var det Ulkind der kunne løfte pokalen som vindere, og dermed bliver det et meget langt år for alle andre i Grønbjerg-Langelund området, men der skal selvfølgelig lyde et STORT tillykke med sejren til Ulkind.

Kl. 13.00 var der endnu en fodboldturnering, denne gang var det de mindste der skulle i kamp, nemlig vore U6 hold. De mødte FCGOG og her gik alle drengene virkelig til makronerne, dog måtte vores drenge se sig slået af FCGOG, men hvad gør det, når der var medaljer til alle, for i sidste ende, så gælder det jo om, at være med, og derigennem være med til at skabe et sammenhold og en ”fest” for hele holdet, og det er noget vores drenge kan.

Da de mindste var færdige med turneringen, kunne de trække indendørs, her havde vores lokale tryllekunstner Marius, gjort klar til fascinerende tryllerier og illusioner, til stor undren for både store og små.

Kl. 14.00 var der igen i år linet op til den store Kagekonkurrence, og i år var der tilmeldt otte børn og fire voksne. Der var kager i alle afskygninger, der var creme, chokolade, frugt, mousse m.m. i alt 12 lækre kager der ventede på, at dommerne fik smagt på dem, for at finde 1. 2. og 3. præmien for de to grupper. Det endte ud med, at for børnene gik de til: 1.: Ida & Mille, 2.: Mai, 3.: Nynne, hos de voksne blev pladserne fordelt således: 1.: Eva, 2.: Stephanie, 3.: Betina.

Præmierne var blevet sponsoreret af Borgerforeningen, og var gavekort til bankoplader til deres kommende Banko/andespil som de afholder to gange i november (HUSK at støtte op om dette også). Efter selve konkurrencen var det tid til det store gratis kaffe og kagebord, her kunne alle få lov til at smage på de flotte kager, og kaffen var sponsoreret af Borgerforeningen. Der skal lyde en stor tak til alle de deltagende og en stor tak til Borgerforeningen for præmier og kaffe.

Hele dagen igennem var der tændt op i grillen, og baren havde kolde fadøl, derudover havde kiosken åben, og kunne bl.a. byde på pølsehorn, fransk hotdog, pommes frites og nuggets.

Lørdagens, og derved Aktiv dagenes sidste programsatte punkt var den årlige tovtrækning over Omme å, her plejer Langelund og Grønbjergs stærke mænd, at dyste om den obligatoriske kasse øl. Men ak og ve, om det var Langelunds nederlag sidste år, eller om det var nedturen i Rundbold der gjorde udfaldet vides ikke, men tovtrækningen måtte aflyses, da Langelund ikke kunne stille hold. Så nu håber vi på optur for Langelund til næste år, så dysten kan genoptages.

Kl. 16.00 lukkede pladsen officielt, men der blev vist nydt et par ekstra fadøl efter dette tidspunkt.

2016 blev som de foregående år en stor succes for Aktiv dagene i Grønbjerg-Langelund, og det er der flere grunde til, det skyldes bl.a. vores unge mennesker, børnene, som på kryds og tværs af alder leger, hygge og viser omsorg for hinanden, vi forældre slipper ungerne løs, og kan være helt rolige, for de store tager sig af de mindste og de mindste skaber smil og grin hos de store, og hvis der opstår en situation, så er de voksne ikke længere væk, end de kan nås, det er en ungdom vi i hvert fald kan være stolte af.

Succesen skyldes også den store gruppe af mennesker der støtter op om Aktiv dagene ved at stille op til konkurrencer, og aktiviteter, at stille hold til fodbold og rundbold, at lære nye op i aktiviteterne, at være frivillige i kiosken, så den er bemandet, og at være frivillige i den ene eller anden form.

Succesen skyldes også alle vores sponsorer, det er en uvurderlig støtte for vores område. TAK.

Men, aktiv dagene ville ikke blive til noget uden den vigtigste brik, Aktiv Dage teamet, der består af:

Irene Hansen & Tina Rønne
Sanne Brock, & Birthe Thomsen
Bent Ivan og Bo Sørensen

Der skal lyde en enorm stor TAK for det kæmpe stykke arbejde i gør, det var to fantastiske dage, hvor alt bare gled som det skulle, og alle jeg har snakket med, har kun rosende ord for jeres arbejde.

Så TAK til Teamet bag Aktiv dagene, vi håber i har lyst til endnu en omgang til næste år? Det har vi i hvert fald.



Billeder fra Aktivdage: http://glinfo-galleri.glinfo.dk/#!album-3